Social organisation. Det siges ofte, at der i Caribien er en svag følelse af samhørighed, og at lokalsamfundene er løst organiserede. Det samme kan faktisk siges om Curaçao. I dag, selvom Curaçao er et stærkt urbaniseret og individualiseret samfund, spiller uformelle netværk en vigtig rolle i mænds og kvinders daglige liv.

Politisk organisation. Den forfatningsmæssige struktur er kompleks. Der er tre regeringsniveauer, nemlig Kongeriget (Nederlandene, De Nederlandske Antiller og Aruba), delstaten (De Nederlandske Antiller - fem) og hver enkelt ø. Kongeriget administrerer udenrigsanliggender og forsvar; regeringen udnævnes af og repræsenterer den nederlandske krone. Aruba har nu sin egen guvernør. Regeringerne på de fem øerAntillerne og Aruba udnævner ministre, som repræsenterer dem i Haag. Disse ministre har en særlig og magtfuld position og deltager, når de bliver bedt om det, i diskussioner i kongerigets kabinet.

Teoretisk set styrer delstaten retlige, postale og monetære anliggender, mens øerne tager sig af uddannelse og økonomisk udvikling; delstatens og øernes opgaver er dog ikke specifikt beskrevet, og der forekommer ofte overlapninger. Befolkningen er repræsenteret i Staten (delstatens parlament) og i eilandsraden (Begge lovgivende organer vælges ved almindelig afstemning for en fireårig periode.

De politiske partier er organiseret ø for ø; antillenserne har en bred vifte at vælge imellem. Denne mangfoldighed forhindrer et enkelt parti i at få absolut flertal. Derfor er koalitioner nødvendige for at danne en regering. Disse koalitioner er ofte smedet på et usikkert grundlag: maskinpolitik og det såkaldte patronagesystem fører til ustabilitet. Derfor er en koalition sjældentformår at sidde en hel fireårig periode, en tilstand, der ikke er befordrende for en effektiv regering.

Konflikt. Alvorlige optøjer fandt sted på Curaçao den 30. maj 1969. Ifølge en undersøgelseskommission var den direkte årsag til optøjerne en arbejdskonflikt mellem firmaet Wescar (Caribbean Rail) og Curaçao Workers' Federation (CFW). Kommissionen fastslog, at optøjerne ikke var en del af en større plan om at vælte Antillernes regering, og at konflikten heller ikke primært gik på racemæssige linjer.Antillerne protesterede kraftigt mod, at hollandske marinesoldater blev sat ind for at genoprette lov og orden.